Ring til den anonyme hotline

Telefon 70 27 03 66

Væk fra denne side


 
 

"Min opgave som far er at hjælpe, rådgive og yde omsorg"

 

Hvordan er det at være dansk gift og skulle blive enige om den fælles børneopdragelse? Khaled Mustapha deler erfaringer fra privatlivet og erfaringer fra arbejdet med etniske minoritetsforældre og myndigheder

 

 

Af Khaled Mustapha, projektmedarbejder på Nivå Bibliotek og Medborgercenter

 

Jeg er dansk-palæstinenser med muslimske rødder, og heri forstår jeg den kompleksitet og de udfordringer, som mange unge muslimer står overfor. Derover har jeg selv været igennem en proces med at vælge en ægtefælle. En proces, der resulterede i, at jeg blev gift med en dansk kvinde. Det har været en lang og sej vej at nå til den konklusion. Det har og har haft personlige omkostninger, som til tider kan være en lille belastning i familierelationerne.

 

Disse belastninger er dog ingen hindring for, at vi som familie lever lykkeligt og er i stand til at navigere i de klassiske traditioner i en arabisk kontekst og i dansk kontekst – fx Eid-fester og julefester. Vores børn bliver beriget af to kulturer. Det er min kone og jeg, som sætter rammerne for indholdet, når det gælder de følsomme emner såsom navngivning, valg eller fravalg af religion osv. Den forhandling havde vi, allerede inden vi fik vores dejlige piger. Men den forhandling stopper jo ikke her.

 

Det er diskussioner, som vi som forældre har i en løbende proces, og den proces vil blive endnu mere kompliceret og udfordrende, efterhånden som vores døtre bliver ældre. Der er nogle grundlæggende værdier, som min kone og jeg er enige om. Derfor gav det mening for mig at gifte mig med netop denne danske kvinde. Det er værdier som bl.a. handler om, at en ung kvinde eller en ung mand selv skal have friheden til at vælge sin ægtefælle.

 

For mig at se er det en menneskeret. Den ret vil også overgå til mine piger. Min opgave som far er at hjælpe, rådgive og yde omsorg, også når mine børn vokser sig større. Det handler i bund og grund om ubetinget kærlighed. Ubetinget kærlighed handler også om, at vi som forældre er i stand til at sætte grænser og sige nej til vores børn, men det skal også give mening i den kontekst og i det samfund, som vi lever i. Jeg er faktisk meget optimistisk, når jeg ser på fremtiden for de unge, og jeg har en stærk tro på, at forandringerne nok skal komme vores unge piger og drenge til gode.

 

Forandringerne er på vej

I mit nuværende job som projektmedarbejder på Nivå Bibliotek og Medborgercenter har jeg været med til at etablere en fædreklub. Her har jeg etableret kontakt og relationer til fædre, som er meget optaget af deres børns trivsel og fremtidsmuligheder. De er først og fremmest optaget af, at deres unge piger og unge drenge tager en uddannelse, og at de finder sig et godt job. Det næste, de er optaget af, er, at deres børn bliver gift og får sig et godt og lykkeligt liv. Men hvordan ser det egentlig ud for disse piger og drenge?

 

Pigerne

Pigerne er ofte flittige og klarer sig godt i uddannelsessystemet. Faktisk er der nogle af pigerne, som er sidst i 20erne, og de er hverken forlovede eller gift. Ikke fordi de ikke er attraktive, men fordi de selv har et ønske om at afslutte deres uddannelse og finde et job og først derefter stifte familie.

 

Pigerne har præferencer og forventninger til deres kommende mand. Det er ikke længere tilstrækkeligt at kigge efter manden indenfor egen familiekreds og nationalitet. Der er ikke nok af dem i Danmark, og det er forældrene udmærket klar over. Pigerne ser derfor bredt ud efter en potentiel ægtemand, også selvom han har en anden nationalitet med dertilhørende anderledes kultur og traditioner.

 

Forældrene kan være ok med det, fordi det religiøse tilhørsforhold måske er det samme i begge familier. Hvis begge er muslimer, fjerner det noget af presset for de to forældrepar. Der vil dog fortsat være et tab forbundet med det, men det er ingen skam for familien.

 

For nyligt blev en palæstinensisk pige gift med en pakistansk mand. En anden pige er blevet gift med en iransk mand. Der er flere eksempler på dette fænomen i Danmark, men det er mere udbredt i USA, da muslimske flygtninge og immigranter har levet side om side i flere generationer.

 

Efter min opfattelse er det en naturlig udvikling. Måske er der flere fællestræk mellem en pakistansk ung kvinde og en palæstinensisk ung mand bosiddende i Danmark, end der er med en mulig ægtefælle fra hjemlandet. Det næste er, at pigerne ikke blot vælger deres kommende mand ud fra kompetencer, uddannelse og job, men også fra ønsket om kærlighed. Familien kan ikke sætte en stopper for det, og det er min opfattelse, at forældrene er klar over, at det løb er kørt.

 

Jeg har ikke kendskab til eller viden om, at palæstinensiske forældre har begået æresrelaterede drab i en dansk kontekst. Til gengæld er der fortsat udfordringer, i og med at der fortsat begås fysisk og psykisk vold overfor pigerne i nogle hjem. Det sker i højere grad i teenageårene. I den sammenhæng kender jeg også et par eksempler, hvor forældrene har ’slået hånden’ af deres døtre, og for den sags skyld også deres sønner.

 

Der har været forsøgt mægling, men det er ikke lykkedes at samle familien. I de situationer kunne vi have ønsket en dialog og hjælp til sådanne familier, inden problemerne var vokset i en sådan grad, at ingen af parterne ville give sig. Det er, som om der er vokset et stort og urokkeligt bjerg mellem datteren/sønnen og forældrene. Det er dybt sørgeligt og omkostningsfyldt for alle parter.

 

Drengene

Drengene er rodløse og forvirrede. De har svært ved at falde ind i uddannelsessystemet og mangler retning i deres liv. De mangler måske evnerne og kompetencerne, og de mangler at tage ansvar for deres eget liv. Det er her forældrene har svigtet på sin vis. Drengene har bl.a. savnet tydelige fædre, som har været i stand til at sætte grænser for dem.

 

De har gjort dem en bjørnetjeneste ved at give dem for megen frihed og for lidt ansvar i barndommen. Det har resulteret i disse aktuelle udfordringer. Men jeg oplever også, at fædrene fortsat har et ønske om og en motivation til at hjælpe deres unge videre. Nogle fædre mener, at hvis deres sønner blot ville gifte sig, så ville de også falde til ro. Det virker for nogle unge, men ikke for alle.

 

Det næste er, at de unge mænd ikke nødvendigvis har lyst til at gifte sig og slå sig ned. De er klar over, at de også er nødt til at tage en uddannelse og finde et job for at kunne klare sig i fremtiden. Derfor oplever jeg også unge mænd, der er midt i 20’erne og endnu ikke er gift. Deres mødre lægger til gengæld fortsat pres på dem for at få dem til at gifte sig. Men da deres selvværd er lavt, er det svært at forstille sig, at det vil gå dem godt i et ægteskab.

 

Derfor ser jeg flere unge i 20’erne, der er i gang med at tage niende klasses afgangsprøve for at komme videre i uddannelsessystemet. De vil gerne tage en uddannelse, og deres fædre vil gerne støtte op om initiativer, der støtter deres unge i deres drømme. De har ikke opgivet deres drenge og unge mænd, som så mange andre siger, men de er ikke i stand til at hjælpe dem. Fædrene har ikke nødvendigvis kompetencerne, men de har viljen. Den vilje skal komme de unge til gode bl.a. ved, at vi som professionelle inddrager og inkluderer fædrene til at udvikle og finde smartere løsninger.

 

Mulige løsninger

Der er behov for at bygge bro og skabe tillid mellem forældrene og systemets repræsentanter. Jeg forstår, at der har været et stort behov for krisehjælp til de ramte unge piger og drenge. Denne hjælp er nødvendig og vil også fremadrettet være nødvendig. Der er også brug for at vende blikket mod forældrene og etablere kontakt og relationer til dem i en tidligere fase.

 

Forældrene skal være trygge ved at henvende sig til eksempelvis LOKK. Her kan de bede om hjælp og redskaber til at forebygge og takle konflikter med deres unge på en forbedret og smartere måde. Med de erfaringer og den viden, som LOKK har, bør det kunne lade sig gøre at henlede forældrenes opmærksomhed på problemstillingen, også selvom vi taler om et yderst tabubelagt og følsomt emne.

 

I dag bliver der eksempelvis talt åbent om de unges forhold til stoffer, vold og kriminalitet. Dette ville ikke have været muligt for blot nogle år tilbage. Men det lader sig gøre i dag, da flere af fædrene oplever disse problemer på tæt hold. Det er min vurdering, at der vil blive talt mere åbent om æresrelaterede konflikter i fremtiden. Men det kræver en holdningsændring. For at nå denne holdningsændring er der brug for at involvere eksempelvis et netværk af henholdsvis fædre og mødre i mindre fora, og i de fora at udvikle nye redskaber og værktøjer, som forældrene kan anvende til at forbygge alvorlige konflikter i familierne. Det vil være i alles interesse. De unges, forældrenes og samfundets.

 

Khaled Mustapha er projektmedarbejder i Fredensborg Kommune, hvor han bl.a. er tovholder i en fædreklub, lektiecafe, rådgivning mm. Han er dansk-palæstinenser, uddannet pædagog og har arbejdet med børn og unge på gadeplan i Københavns Kommune

 

Artiklen stammer fra konferencen Ære & Konflikt med fokus på forældre.